Sorte bokse fundet ved World Trade Center

Påstand

Mindst tre sorte bokse blev fundet i ruinerne ved World Trade Center.0

Baggrund

To redningsarbejdere i det såkaldte TRAC-team (Trauma Response Assistance for Children), Nicholas DeMasi og Mike Bellone hævder, at de hjalp FBI-agenter med at finde og redde tre af de fire sorte bokse fra flyene, der fløj ind i World Trade Center 1 og 2. Det påstås, at FBI efterfølgende forlod stedet med boksene. Fundene skete efter sigende den 3. oktober, 2001.

Fakta

Ingen officielle kilder benægter eller afkræfter de to vidneudssagn direkte. Omvendt er der heller ingen kilder, som styrker eller bekræfter vidneudsagnene. Derfor rejser udsagnene flere spørgsmål, end de besvarer.

Logik

  1. Hvor sandsynligt er det at finde tre sorte bokse på samme dag i de gigantiske ruindynger på Ground Zero?
  2. Hvorfor vente med at lede efter de sorte bokse til den 3. oktober, hele 22 dage efter terrorangrebet, hvis de var vigtige at finde for de påståede konspiratorer? Det forøger jo sandsynligheden drastisk for, at andre finder dem først.
  3. Hvis der var tale om en konspiration, hvorfor så ikke bare melde ud, at man har fundet boksene og så enten sige, at de var uanvendelige eller manipulere indholdet?
  4. En unavngiven kilde hos NTSB (National Transportation Safety Board), som er den myndighed, der dechifrerer data fra fundne sorte bokse, fortæller, at NTSB har arbejdet med de pågældende bokse fra Ground Zero1. Men hvis der var tale om en konspiration, hvorfor skulle FBI så overhovedet overlade boksene til NTSB, frem for at skjule eller destruere dem? Eller endnu “bedre”: At plante information i boksene, som måtte være gunstig for en konspiration og offentliggøre dette?

Hvis den unavngivne kilde hos NTSB var en, der ville afsløre noget, er det påfaldende ærgerligt, at personen ikke skaffer sig anden evidens for sit udsagn og går til store medier med historien, men i stedet nærmest tomhændet til det noget snævre politiske online-magasin Counterpunch.

Hvis der var tale om en konspiration, og det samtidig er sandt, at man har fundet de nævnte tre sorte bokse, så er der åbenlys modstrid i den strategi, den påståede konspiration vælger, for de sorte bokse fra Flight 93 og Flight 77, som styrtede ved henholdsvis Shanksville, Pennsylvania og Pentagon, Washington D.C., har man valgt at offentliggøre og bruge i retssagen mod Zacharias Moussaoui, mens de sorte bokse fra World Trade Center åbenbart hemmeligholdes. Det fremstår både klodset, ulogisk og dermed ikke særligt sandsynligt.

Konklusion

Påstanden er med andre ord:

  • Udokumenteret
  • Ulogisk
  • Selvmodsigende
  • Usandsynlig

Kilder

  1. 9/11 “black box” cover-up at Ground Zero?, PNI Online
  2. 9/11: Missing Black Boxes in World Trade Center Attacks Found by Firefighters, Analyzed by NTSB, Concealed by FBI, Dave Lindorff

Q & A


Stikord