Empire State Building blev ramt af et fly uden at kollapse

Påstand

Empire State Building blev ramt af et fly uden at kollapse.0

Baggrund

Påstanden antyder indirekte, at World Trade Center 1 og 2 ikke kollapsede på grund af de to fly, der ramte dem, og de efterfølgende voldsomme brande.

Fakta

Bortset fra at der i begge katastrofer er tale om skyskrabere, der bliver ramt af fly, er alle andre fakta dramatisk forskellige.

Empire State Building katastrofen

Empire State Building blev i 1945 ramt af et B-25 Mitchell bombefly, der var på vej til landing, men kom ud af kurs på grund af stærk tåge. Efter at piloten havde ignoreret ordrer fra jorden, kolliderede flyet med bygningen og forårsagede en brand, det lykkedes at bekæmpe efter 40 minutter. 14 personer døde, og 26 blev sårede.

Flyet vejede 9.760 kg og fløj med en anslået hastighed på 320 km/t.1

World Trade Center katastrofen

Tårnene blev ramt af to Boeing 767-fly, der bevidst blev fløjet direkte ind i bygningerne. Flyene vejede mere end 150.000 kg og fløj mellem 700 og 800 km/t. Vi snakker altså om fly, der er 15 gange tungere og bevæger sig mere end dobbelt så hurtigt.

Sammenligning

North American B-25 Mitchell2 Boeing 7673 Faktor
Længde 16,1 m 48,5 m 3x
Vingefang 20,6 m 47,6 m 2,3x
Max take-off vægt 19.000 kg 179.170 kg 9,4x
Max hastighed 442 km/t 851 km/t 1,9x
Max brændstof, take-off 2.532 l 90.770 l 35,6x
Anslået brændstof ved kollision Tæt på 0 l Ca. 45.000 l Ca. 45.000x
Energi 40.000.000 2-4.000.000.000 50-100x

Resultatet af de meget markante forskelle mellem fly, bygninger, brændstof, vægt og hastighed var naturligt nok, at Empire State Building pådrog sig nærmest overfladiske skader i sammenligning med World Trade Center 1 og 2.

B-25 flyet slog “kun” hul på façaden og startede mindre brande i og omkring kollisionsstedet, der kunne bekæmpes i løbet af 40 minutter. Boeing 767-flyene trængte dybt ind i World Trade Center 1 og 2, anrettede enorme skader helt inde i kernen af bygningerne og startede voldsomme brande, der var umulige at bekæmpe.

At brandene var meget voldsommere i World Trade Center end i Empire State Building skyldtes flere faktorer. Empire State Building bestod indvendig af relativt små rum, hvilket gjorde det meget sværere for brande at sprede sig i bygningen, mens World Trade Center 1 og 2 havde store åbne kontorlandskaber, hvor ilden nemmere kunne få ilt og holde sig i gang. Samtidig blev brandisoleringen flået af i det indre af bygningerne, hvilket var afgørende for, at stålet blev svækket i en grad, der til sidste ledte til tårnenes kollaps.

Endelig skal det påpeges, at bygningernes konstruktion er meget forskellig. World Trade Center 1 og 2 var konstrueret så let som muligt og bestod overvejende af stål med brandisolering, mens Empire State Building var forstærket med cement og beton.

Logik

Det er uden for enhver logik at sammenligne de to begivenheder direkte. Både præmis og proportion er uholdbare, hvilket alle fakta beskrevet ovenfor viser.

Påstanden modsiger samtidig en anden påstand fra konspirationsteoretikeren, Niels Harrit, der med reference til World Trade Center 7 hævder, at kontorbrande dør ud efter kun 20 minutter:

“Den officielle forklaring siger at Bygning 7 styrtede sammen på grund af en almindelig kontorbrand, men det er aldrig nogen sinde sket før i verdenshistorien.” 4

“En kontorbrand varer kun i tyve minutter, af den simple grund at så er der ikke mere at brænde. Nu skal det altså lige med, at det kontor der brænder her inde på 12. etage, det er faktisk der, hvor Securities and Exchange Commission var. Så skriver NIST at fordi de havde så mange uafsluttede sager, så kunne branden på sådan et kontor vare 30 minutter. Men ellers, hvis I går hjem…det er rigtigt… Hvis I går hjem…man snakker om belastning, om brandbelastning, det afhænger af hvor meget papir der er i kontoret. Hvis I går hjem og brænder jeres skrivebord af, så varer det ikke mere end 20 minutter før den går ud, med mindre I har mange uafsluttede kriminalsager liggende, så er der altså ikke mere at brænde på det tidspunkt.” 5

I Empire State Building brændte det 40 minutter, før det lykkedes at slukke branden.1

Påstanden modsiger også en anden argumentationsrække hyppigt anvendt af konspirationsteoretikere, som fremhæver, at et fåtal af vidner ved World Trade Center 1, 2 og 7, som hørte eksplosioner er et bevis på, at der var sprængstoffer plantet i de pågældende bygninger. Da B-25 flyet ramte Empire State Building, fortalte et vidne om ulykken med reference til den aktuelle angst for japanerne, som USA var i krig med:

”Jeg troede det var en japansk bombe”1.

Der var også andre vidner, der var overbevist om, at New York var under bombardement.

Skulle man bruge konspirationsteoretikeres logik, ville disse udtalelser betyde, at Empire State Building-ulykken faktisk var et japansk angreb. I realiteten er den logiske konklusion naturligvis, at vidner hører og ser forskelligt, hvorfor et enkelt vidneudsagn skal ses overfor andre vidneudsagn, tekniske beviser og dokumentationer. Hvis der er tydelig modstrid, mister det enkeltstående vidneudsagn sin validitet. Dette er helt normal fremgangsmåde i efterforskning og retsligt arbejde.

Påstanden undergraver en anden påstand fra konspirationsteoretikerne, nemlig at medierne fortæller en helt anden historie i dag end den, de rapporterede om, da terrorangrebet den 11. september 2001 var under udvikling. (Se relaterede artikler nedenfor). Hvis vi skal tage de vidneudsagn, der beskriver ulykken i Empire State Building som et japansk bombeangreb, for gode varer, var medierne – blandt andet New York Times – med i en konspiration, der skulle dække over, hvad der virkelig skete, idet avis-forsiden næste dag lød:

Bomber hits Empire State Building, setting it afire at the 79th floor; 13 dead, 26 hurt; wide area rocked.1

Påstanden er også i modstrid med disse to påstande, der er centrale i konspirationsteorierne:

  1. “Brand-argumentet”
    Ingen højhuse med stålkonstruktion er før kollapset ved brand. Derfor kollapsede Twin Towers og Bygning 7 ikke ved brand. (Se relaterede artikler nedenfor).
  2. “Sprængnings-argumentet”
    Bygninger, der er kontrollerede sprængninger, ligner Twin Towers og Bygning 7s kollaps. Derfor kollapsede Twin Towers og Bygning 7 ved kontrollerede sprængninger. (Se relaterede artikler nedenfor).

Som det sidste søm i kisten, er Empire State Building ikke en stålkonstruktion, men en beton- og cementkonstruktion. Det er derfor inkonsekvent at sammenligne fly der kolliderer med skyskrabere, når man samtidig hævder, at World Trade Center 1 og 2 ikke kunne kollapse, fordi de begge var stålkonstruktioner.

Konklusion

Påstanden er med andre ord:

  • Usand
  • Udokumenteret
  • Ulogisk
  • Selvmodsigende

Kilder

  1. Other Fires in Steel-Structure Buildings

    In 1945 the Empire State Building was hit by a B-25 bomber, but it was still standing last time I saw it. “Ah yes, but it was the impact plus the fires!” Well, when the B-25 hit the Empire State Building “its fuel tanks were reported to have exploded, engulfing the 79th floor in flames”, as we read at Empire State Building Withstood Airplane Impact.

  2. B-25 Empire State Building crash, Wikipedia
    B-25 Empire State Building Collision , AerospaceWeb.org

  3. North American B25 Mitchell, U.S.A.A.F. Resource Center
  4. Boeing 767, Boeing
  5. Niels Harrit og Dan H. Andersen, DR P1 Debat, 2. marts 2010
  6. Det Syvende Tårn, Niels Harrit Foredrag — Part 1, (6/7), 07:05-07:52

Q & A


Stikord