Analyse af Tom Hosey interview

Baggrund

En betragtelig del af Sandhedsbevægelsens argumentation for, at den officielle forklaring er en løgn, og at hemmelige bagmænd i stedet stod bag terrorangrebet den 11. september 2001, består af vidneudsagn, typisk interviews, med mennesker, der enten har hørt eller set noget, eller har hørt om andre, der har hørt eller set noget, som Sandhedsbevægelsen tolker som beviser på alternative forklaringer.

Typisk præsenteres historierne som enkeltstående begivenheder, som det overlades til publikum at kæde sammen til en overordnet fortælling. Men historierne er sjældent logisk sammenhængende og modsiger ofte hinanden. Dette anses dog ikke for noget problem i bevægelsen: Hvis der fremkommer modstridende historier, bruges disse som argument for en såkaldt ny, uvildig undersøgelse. Det eneste krav til historierne er, at de skal modsige den officielle forklaring. Omvendt sker der en konsekvent frasortering af historier, der bekræfter den officielle forklaring.

En sådan fremgangsmåde kan sagtens overbevise dem, der ikke har den store indsigt i det enorme materiale, der efterfølgende er offentliggjort, ikke kun hvad angår officielle undersøger, men også mediernes behandling af emnet, politiske og sikkerhedsmæssige vurderinger fra myndigheder og uafhængige forskere, samt, i takt med at tiden går, historikere, som altid får det sidste ord. Men hvis man skal have det korrekte billede af terrorangrebet, så må der stilles høje krav til bevisførelse, og alle tegn på manipulation, vildledning og usandheder må påvises, i fald det kan dokumenteres.

Denne artikel vil analysere et sådant interview, offentliggjort den 29. maj 2020, af det amerikanske radioprogram 9/11 Freefall, som promoverer konspirationsteorier om terrorangrebet⁰.

Personen, der interviewes, hedder Tom Hosey, og arbejdede i 2001 som flyttekoordinator. Blandt hans kunder var TD Waterhouse, der havde kontorer i World Trade Center 2 i tiden op til terrorangrebet¹.

I løbet af interviewet fortæller Tom Hosey en række historier om sine egne og andres oplevelser, der for ham synes at pege i retning af en konspiration, der fortæller en anden historie end den, som talrige uvildige undersøgelser har konkluderet, nemlig at terrorangrebet alene blev planlagt og udført af al Qaeda, og at den efterfølgende katastrofe på Manhattan skyldtes de skader, som World Trade Center 1 og 2 fik, da de to kaprede fly ramte dem.

Man skal her være bevidst om, at Tom Hosey ikke er inviteret for at give en personlig beretning, men for at underbygge teorien om, at den officielle forklaring er en løgn. På intet tidspunkt får Tom Hosey kritiske spørgsmål. Interviewet kan derfor ikke anses som et uvildigt indlæg i debatten om, hvad der skete den 11. september 2001.

Hvad antyder Tom Hosey?

• Flyttefirmaet Moishe’s Moving² var en central aktør med israelske forbindelser. Firmaet blev brugt til at køre sprængstof ind i World Trade Center 1, 2 og 7, hvor udlændinge placerede sprængstoffet på en etage i World Trade Center 2. Moishe’s Moving var også indblandet i bomber placeret i Holland Tunnel, og samarbejdede desuden med militæret.
• Israelere lavede en mystisk aktion i et af tårnene i tiden op til terrorangrebet.
• BBC kom til at afsløre for tidligt, at World Trade Center 7 blev ødelagt ved kontrolleret sprængning, og prøvede at dække over afsløringen.
• Efterfølgende blev folk holdt væk fra Ground Zero, hvor beviserne for kontrolleret sprængning blev fjernet under skarp overvågning.

En ting er dog, hvad Tom Hosey antyder, en anden ting er, hvad han reelt siger og har oplevet. Det ser vi på i det følgende.

Analyse

Tom Hoseys historier

Tom Hosey er selv meget forsigtig i sine udtalelser og antyder kun, at der foregik mistænkelige ting. Men hvis vi skal opfatte Tom Hoseys historier som øjenvidne-bevis på, at der i tiden op til terrorangrebet foregik en masse forberedende operationer, der skulle forårsage World Trade Center 1, 2 og 7’s kontrollerede sprængning, bliver han med ét slag til en central person i forbindelse med terrorangrebet, da han nærmest faldt over den ene mistænkelige begivenhed efter den anden, hvor han enten selv så noget, eller andre så noget, som de så fortalte ham. Hvis Tom Hosey har ret i alt, hvad han siger, og at samtlige historier omhandler forberedelser og efterspil til en alternativ forklaring, så var bagmændene forrygende dårlige til at skjule deres skumle forberedelser, især for Tom Hosey, der dermed bliver en slags kronvidne til operationen.

Det er dog også muligt, at Tom Hoseys fortællinger ikke påviser nogen form for mistænkelige begivenheder.

Tom Hosey fortæller om otte begivenheder:

• World Trade Center 2
• Gelatin Group
• Prudential
• World Trade Center 1, 2, 7
• Holland Tunnel
• Ground Zero
• Vejskilte
• World Trade Center 7’s kollaps

World Trade Center 2

Tom Hosey fortæller, at han fik opgaven med at flytte mainframe-computere fra TD Waterhouses lejemål i World Trade Center 2 til andre lokationer kort tid før terrorangrebet.

Hvis en flytteopgave omfattede mere end en etage, havde Tom Hosey en fast procedure med at åbne branddørene til de to etager, for at kunne danne sig et bedre indtryk af, hvordan flytteopgaven skulle løses. Da TD Waterhouse lejede sig ind i, 24. etage og 15. etage¹, åbnede Tom Hosey branddørene til disse etager, så han lettere kunne gå frem og tilbage.

Da han første gang gik ned af brandtrappen fra den 24. etage til den 15. etage, hørte han en masse larm fra en af de mellemliggende etager. Han blev nysgerrig og åbnede døren til etagen. Her så han ukendte personer arbejde med trykluftbor. Etagen var helt tom uden skillevægge eller inventar. Da han forespurgte en ældre herre, som talte med accent, om hvad der foregik, fik han forklaret, at de lagde kabler ind til de nye lejere, og blev ellers bedt om at forsvinde, hvilket han gjorde.

Men der er ikke noget, der tyder på, at et eller flere af de firmaer, der havde kontorer på de mellemliggende etager, skulle være indblandet i kriminelle handlinger hverken før eller efter terrorangrebet.

Hvis der skulle være blevet anbragt sprængstof på en eller flere af etagerne 16-23, skulle det i givet fald være sket i løbet af ganske få dage og ville kun sprænge de omfattede etager. Dette betyder, at enten blev World Trade Center 2 ødelagt ved sprængladninger, der kun var placeret på etagerne 16-23, eller også må andre etager i bygningen tilsvarende være forberedt formodentlig på samme måde.

Der er intet på de talrige video-optagelser af World Trade Center 1, 2 og 7’s kollaps, der peger på detonering af sprængstoffer hverken i tiden mellem flyenes kollision og kollapsene eller lige før og under selve kollapsene³.

Tom Hosey nævner kun, at den ældre herre, som han kort udvekslede et par ord med, talte med accent, men Tom Hosey giver ikke noget bud på, hvilket sprog den ældre herre kunne have som sit modersmål. Tværtimod talte den ældre herre ifølge Tom Hoseys gengivelse selv korrekt engelsk, og formulerede sig som en typisk new yorker ville gøre: Kort, brysk, og, som Tom Hosey og studieværten Adam Steele er enige om, temmelig uhøfligt. Da Tom Hosey faktisk skaffer sig uretmæssig adgang til etagen, er der heller ikke noget at sige til, at afvisningen er kort og kontant. Der er heller ikke noget mistænkeligt i, at den ældre herre talte engelsk med accent, da New York har millioner af immigranter.

Gelatin Group

Tom Hosey påpeger flere gange i interviewet, at begivenheder, som man i 2001 ikke var så opmærksom på, får en ny betydning, når man ser dem i relation til terrorangrebet. Han giver som eksempel den happening, som en gruppe israelske kunststuderende, der kaldte sig ”Gelatin Group” (gruppen skiftede senere navn til “Gelitin Group”), havde lavet i World Trade Center. Gruppens medlemmer skaffede sig adgang til et af tårnene via adgangskort, fjernede et af vinduerne og byggede en lille platform af træ, hvilket blev filmet af en helikopter⁴. Tilstedeværelsen af helikopteren blev bemærket af den ejendomsansvarlige hos TD Waterhouse, som Tom Hosey snakkede med, og var usædvanlig, da Manhattan normalt er et område, hvor lave overflyvninger er pålagt begrænsninger. Begivenheden skulle ifølge Tom Hosey ske omkring to uger før, han skulle flytte mainframe-computere for TD Waterhouse, altså sidst i august 2001.

Kunstgruppen bliver altså kun mistænkeliggjort af to årsager: At medlemmerne skulle være fra Israel, og at happeningen skulle være sket nogle dage før angrebet.

Men det er svært at se nogen forbindelse mellem en happening fra en kunstnergruppe og placeringen af sprængstof af flere årsager.

For det første foregik happeningen den 19. marts 2000, 18 måneder før terrorangrebet. Tom Hosey tager altså fejl, når han daterer happeningen til at ske omkring to uger før angrebet.

For det andet ville happeningen tiltrække sig opmærksomhed fra omgivelserne fra den kredsende helikopter, noget som man bestemt ville undgå, hvis man havde skumle hensigter.

For det tredje ville happeningen også tiltrække sig opmærksomhed, ikke kun som happening, men også i det hele taget som en aktivitet, der udspillede sig tæt på terrorangrebet. Hvis man planlægger et terrorangreb, skal man ikke tiltrække sig opmærksomhed af nogen art.

For det fjerde udgav det tyske forlag Walther König to og en halv måned før angrebet den 21. juni 2001 bogen ”Gelatin: The B-Thing”, skrevet af Ted Rubinowitz, om happeningen⁵. Det var altså ikke nogen hemmelighed, at en kunstnergruppe halvandet år før angrebet havde lavet en happening i World Trade Center 2.

For det femte blev happeningen omtalt i New York Times den 18. august 2001⁶. En nyhedshistorie om en happening i et af tårnene så tæt på angrebet ville netop tiltrække uønsket opmærksomhed, hvis nogle havde ondt i sinde.

Og for det sjette er kunstnergruppen ikke israelsk, men østrigsk.

Det sidste er vigtigt, da påstanden om anbringelse af sprængstof dermed bliver antisemitisk: Man inddrager israelere som medskyldige i en forbrydelse alene af den årsag, at personerne skulle være israelere – hvilket de så ikke er og heller ikke medskyldige.

Prudential

Tom Hosey fortæller, at en af hans venner, som arbejdede for flyttefirmaet Moishe’s Moving, fortalte ham, at i forbindelse med en flytning af arkiver hos forsikrings- og investeringsselskabet Prudential havde vennen observeret pigtråd og overvågningskameraer på bygningen. Da vennen kom ind i bygningen, blev han eskorteret til og fra arkiverne af personer, som vennen beskrev som faldskærmstropper.

Men det er uklart, hvorfor Tom Hosey i det hele taget bringer Prudential ind i billedet, da Prudential ikke havde kontorer i nogen af de syv World Trade Center-bygninger i tiden op til terrorangrebet. Det er ikke mistænkeligt, at et så stort firma som Prudential har sikkerhedsforanstaltninger som beskrevet, og Tom Hosey angiver heller intet tidspunkt for, hvornår flytningen af arkiverne skulle være foretaget. Det er også uklart, hvordan vennen vidste, at personerne var faldskærmstropper. Hvis personerne virkelig bar militæruniform og distinktioner og måske endda har haft faldskærm på indendørs, ville de virke noget iøjnefaldende og dermed automatisk vække mistanke.

Den eneste forbindelse til angrebet er flyttefirmaet Moishe’s Moving, som bliver omtalt i næste historie.

World Trade Center 1, 2, 7

Tom Hosey fortæller, at en ejendomsansvarlig for TD Waterhouse før terrorangrebet havde fortalt ham, at der skulle være foregået en masse ikke kun i World Trade Center 1, 2 og 7, men i hele World Trade Center-komplekset. Det skulle have involveret lastbiler fra flyttefirmaet Moishe’s Moving, som Tom Hosey omtaler i historien om Prudential. Ifølge den ejendomsansvarlige var lastbiler fra flyttefirmaet ”hele tiden” ved World Trade Center 1, 2 og 7. Den ejendomsansvarlige omtalte dog kun et enkelt tilfælde, hvor han så flyttefirmaet ved aflæsningramperne i kælderen under World Trade Center 1 og 2.

Efter bombeangrebet i 1993⁷ blev der installeret omfattende sikkerhedssystemer, der skulle sikre, at mistænkelige personer ikke igen kunne bringe tårnenes sikkerhed i fare. Tom Hosey beskriver selv adgangsproceduren: Alle personer i lastbilen skulle forlade den og vise fagforeningskort og foto-id, og lastbilerne blev inspiceret, både lastrummet og under lastbilen. Først da ville lastbilen få adgang til aflæsningsramperne.

Efter samtalen med den ejendomsansvarlige blev Tom Hosey nysgerrig og skaffede sig adgang til aflæsningsramperne og gik hen til en person, der stod ved en af flyttebilerne, og spurgte, hvem de arbejdede for. Han fik at vide, at det ikke kom ham ved, men også at arbejdet omhandlede det indre af bygningen. På det tidspunkt, hvor Tom Hosey befandt sig ved aflæsningsramperne, var der ingen læsseaktivitet, hvilket han undrede sig over. Han undrede sig også over, at firmaet kunne få adgang til området uden at vise fagforeningskort, da Moishe’s Moving ikke var organiseret.

Men der er ikke noget, der peger i retning af, at der er foregået noget mistænkeligt. Tom Hosey beskriver Moishe’s Moving som et firma med et blakket ry, hvor de ansatte ikke var i fagforening. Han nævner ikke, at firmaet, som blev startet i midten af 1980’erne af en jødisk immigrant fra Israel, Moishe Mana, i 1995 var vokset til at være det største flyttefirma i de tre stater New York, New Jersey og Connecticut. Det kan derfor ikke undre, at firmaet havde kunder i World Trade Center-komplekset i 2001.

USA har ikke noget centralt personregister, hvorfor kørekort, som de fleste amerikanere har, bliver brugt som foto-id. Et fagforeningskort er derfor kun yderligere identifikation af personen og kan ikke i sig selv så tvivl om personens identitet, i fald kortet mangler, og kørekort kan fremvises. Da de personer, som Tom Hosey omtaler, var flyttefolk, må disse formodes at have haft kørekort, hvilket altså var identifikation nok.

Hvis der eksisterede restriktioner for adgang til aflæsningsområdet, ville et fagforeningskort yderligere ikke være tilstrækkeligt, da hver person alligevel skulle sikkerhedsgodkendes med efterfølgende dokumentation.

Hvis man havde fået sprængstof gennem kælderen under World Trade Center 1 og 2, og de nævnte sikkerhedsprocedurer blev udført, må sikkerhedspersonalet i de to bygninger derfor også have været impliceret⁸.

Hvad World Trade Center 7 angår, gengiver Tom Hosey den ejendomsansvarliges beskrivelse af Moishe’s Movings aktiviteter, men denne nævnte kun World Trade Center 7 som et af de steder, hvor flyttefirmaet skulle have lastbiler. Tom Hosey observerede derfor ikke selv nogen aktivitet, mistænkelig eller ej, ved World Trade Center 7, da han på intet tidspunkt i sin historie befandt sig i eller ved bygningen.

Holland Tunnel

Tom Hosey nævner derpå en historie om en lastbil fra Moishe’s Moving, som han en eller to dage efter angrebet mente at have set blive stoppet af politiet ved Holland Tunnel, der går fra Jersey City til Lower Manhattan. Årsagen var, at politiet havde stoppet al trafik for at lede efter mulige bomber i kølvandet på angrebet. Tom Hosey fortalte nogle betjente, at strømmen i World Trade Center 1 og 2 var slået fra i weekenden før angrebet, altså den 8-9. september. Betjentene blev meget forbløffede, og sagde, at det aldrig ville kunne finde sted. Tom Hosey tænkte så for sig selv, at betjentene nok ikke skulle se, hvordan Ground Zero så ud, for så blev de mistænksomme, så det var nok meget belejligt, at betjentene var placeret ved tunnelen.

Men Tom Hosey fortæller ikke, at i ugerne efter angrebet var adgangen til Manhattan begrænset, efter myndighederne havde afspærret det sydlige Manhattan som katastrofeområde og først indsat militær og senere politi til at kontrollere, hvem der tog til og fra Manhattan. Beredskabet var af forståelige årsager meget højt med efterfølgende sikkerhedstjek af bl.a. ind- og udfaldsvejene. Derfor var det forventeligt, at politiet reagerede på en melding om mulige bomber.

Betjentenes reaktion forekommer konstrueret, da de næppe kunne være uvidende om, at i så store kontorbygninger ville der forekomme periodisk nedlukning af strømforsyning på udvalgte lejemål. Selv hvis de ikke var bekendt med dette, beviser deres ukendskab ikke, at sådanne nedlukninger ikke kan finde sted.

Tom Hosey vikler sig med denne historie ind i en selvmodsigelse:

På den ene side kaster han endnu mere mistanke på Moishe’s Moving ved at indikere, at flyttebilen var blevet stoppet i forbindelse med bomber i tunnelen. Politiet ville, i givet fald de fandt bomber på flyttebilen, altså afsløre det hemmelige plot.

På den anden side antyder Tom Hosey, at politiet slet ikke var til stede på Ground Zero for at undgå, at politiet opdagede det, som Tom Hosey anså for at være mistænkeligt (uden at Tom Hosey går i detaljer) og dermed afsløre det hemmelige plot.

Politiet blev altså, ifølge Tom Hosey, fjernet fra Ground Zero for ikke at afsløre det hemmelige plot og dirigeret hen til Holland Tunnel, hvor de – i fald flyttebilen fra Moishe’s Moving havde bomber – ville afsløre det hemmelige plot.

Ground Zero

Tom Hosey fortæller derefter om en bekendt i flyttebranchen, som var blandt dem, der fik opgaven med at køre stålelementer fra Ground Zero væk fra katastrofeområdet. Den bekendte undrede sig over, at hver lastbil kørte med eskorte og fik monteret en gps-sender, før den kørte til bl.a. Fresh Kills, som var det sted, hvor stålelementer og andet materiale fra Ground Zero blev fragtet hen til. Tom Hosey antyder, at stålelementer og støv blev fjernet for at dække over en forbrydelse, og mener, at man kan anskue det som oprydning af et gerningssted.

Men det er præcis det, der sker: Et gerningssted, hvor man er i gang med at rydde op. Angrebet var jo en forbrydelse.

Tom Hosey tager ikke med i sin historie, at stålelementerne på et senere tidspunkt blev undersøgt af eksperter for at finde årsagen til bygningernes kollaps. Men den primære årsag til, at man transporterede materialet til et andet sted, var fordi dette kunne indeholde ejendele fra og lig-rester af de mennesker, der omkom under angrebet. Dermed blev transporten til potentielle ligtog, hvorfor eskorte og gps-udstyr blot viste ofrene og deres pårørende behørig respekt.

Den bekendte nævnte også, at vragstykkerne kunne være i overstørrelse. Dette stemmer overens med andre vidneudsagn samt talrige fotografier taget ved Ground Zero, men er i modstrid med påstanden om, at alle stålelementer blev sprængt i transportbare stykker. Påstanden er undersøgt af redaktionen, og kan læses her.

Påstanden om, at strømmen i World Trade Center 1 og 2 var slået fra i weekenden før angrebet er desuden i modstrid med, hvad Scott Forbes, som i en påstand, som redaktionen har undersøgt og beskrevet i denne artikel, hævder, at det i den nævnte periode, weekenden før terrorangrebet, kun var den øverste halvdel af World Trade Center 2, hvor strømmen var slået fra.

Vejskilte

To dage efter, at Tom Hosey hørte historien fra sin bekendte om stålelementerne på Ground Zero, kørte Tom Hosey fra Brooklyn ind til Manhattan gennem Holland Tunnel og fulgte de ensrettede veje sydpå til sin destination 100 Wall Street. I tiden efter angrebet blev der sat en række skilte op for at dirigere trafikken væk fra Ground Zero. Da Tom Hosey kom så tæt på Ground Zero, at han kunne se ruinerne af tårnene, der stak højt op, blev han stoppet og bedt om at vise sine papirer, og spurgt om, hvor han skulle hen, og hvem han var. Efter at hans papirer var fundet i orden, blev han spurgt om, hvordan han fandt frem til stedet. Tom Hosey svarede, at han blot fulgte de ensrettede skilte.

Men Tom Hosey fortæller ikke, at det sydlige Manhattan blev afspærret samme dag, som angrebet fandt sted, bl.a. for at give rednings- og oprydningsmandskabet fred til at arbejde og for at forhindre plyndring af det afspærrede område. Tilmed er mange gader på Manhattan i forvejen ensrettede, hvilket får trafikken til at glide nemmere. Der er derfor ikke noget mistænkeligt i denne historie.

World Trade Center 7’s kollaps

Tom Hoseys sidste historie handler om World Trade Center 7’s kollaps. Han fortæller, at hans niece, der boede i Dallas, Texas, ringede til ham i New York og fortalte ham, at et fly havde ramt World Trade Center. Han tændte så for tv’et og så angrebet udfolde sig, hvor det andet kaprede fly, Flight 175, ramte World Trade Center 2 lidt efter. Tom Hosey angiver selv tidspunktet for World Trade Center 7’s kollaps til omkring 16:30-17:00, hvilket er for tidligt, da World Trade Center 7 kollapsede kl. 17:20. Han fortæller, at de fleste tv-signaler kom fra antennerne på tårnene, men at der var en sender i New Jersey, som han kunne fange signaler fra, fra sin husbåd der lå i Freeport, Long Island, ca. 37-40 km fra tårnene.

Tom Hosey fortæller så, at han så en journalist fra BBC, Jane Standley, rapportere på tv, at World Trade Center 7 var kollapset, hvilket han fandt mistænkeligt, da han kunne se bygningen bag hende. Derefter beskriver han, at lydtransmissionen blev forvansket, og billedet begyndte at pixelere for dernæst helt at forsvinde. Tom Hosey hævder så, at det var det eneste tidspunkt, at BBC mistede forbindelsen til dækningen af angrebet på, men han peger også på, at andre heldigvis fik optaget udsendelsen på video.

Men det er ikke spor mistænkeligt, at tv-signaler kan falde ud i kortere eller længere tid, specielt ikke i den pågældende situation. Tom Hosey har jo lige fortalt, at antennerne på tårnene var ødelagte, og at senderen i New Jersey befandt sig længere væk, end hvor tårnene stod, hvorfor han ikke kunne forvente et klart tv-signal.

Hvis man ser nyhedsudsendelserne fra andre tv-stationer, der dækkede angrebet, vil man også kunne finde eksempler på, at signalet faldt ud i kortere eller længere tid. Der er intet usædvanligt i det.

Hvis skumle bagmænd har prøvet at afbryde transmissionen for at forhindre, at Jane Standley har rapporteret World Trade Center 7’s kollaps for tidligt, er forsøget gået i vasken af flere årsager.

For det første har BBC selv omtalt episoden i en nyhedsartikel og har tilmed udsendt en korrektion, som nyhedsmedier altid gør, når journalister begår fejl.

For det andet afslører det bagmændene som fuldstændig inkompetente, da de burde have forudset, at en del seere ville optage nyhedsstrømmen, hvilket senere ville blive spredt til et større publikum.

For det tredje var interviewet ved at blive rundet af, hvor Jane Standley var gået videre til at beskrive den katastrofe-stemning, der opstod i New York i kølvandet på angrebet. Der var derfor ingen grund til at afbryde interviewet på dette sene tidspunkt, hvor oplysningen allerede var videregivet.

Påstanden om Jane Standley er undersøgt af redaktionen, og kan læses her.

Konklusion

En nærmere analyse af interviewet viser derfor følgende:

• Tom Hosey nævner intet om sprængstoffer.

  Tom Hosey siger på intet tidspunkt, at han observerede, at sprængstoffer blev anbragt i den bygning, han selv var i, World Trade Center 2.

   

• Tom Hosey var slet ikke i World Trade Center 7.

  Tom Hosey kan derfor ikke have observeret, at sprængstoffer blev anbragt i World Trade Center 7.

   

Tom Hosey blander irrelevante historier fra andre begivenheder og kommer med hentydninger til noget mistænkeligt, men uden at underbygge det. Intet peger på, at Tom Hosey så noget mistænkeligt. Intet peger på, at sprængstoffer blev placeret eller anvendt. Intet peger på, at hverken israelere, militæret eller medierne er indblandede.

Tom Hoseys beretning kan ikke anses for at underbygge påstanden om tilstedeværelsen af mange tons sprængstof i hverken World Trade Center 1, 2 eller 7.

Relaterede artikler

• Tom Hosey så sprængstoffer blive anbragt i World Trade Center 7

Kilder

0. Pre-9/11 Activity at the Twin Towers, 9/11 Freefall.
1. List of tenants in Two World Trade Center, Wikipedia
2. Moishe’s Moving Systems
3. WTC 1 kollapser, WTC 2 kollapser, WTC 7 kollapser
4. The B-Thing, World Trade Center, New York, USA, 2000, The B-Thing, Wikipedia
5. Bekræftet af forlaget via email.
6. The B-Thing, World Trade Center, New York, USA, 2000, The B-Thing, Wikipedia
7. Gelitin Group, omtale i New York Times
8. 1993 World Trade Center bombing
9. Det er muligt at smugle sprængstof gennem sikkerhedskontrollen
10. Pulveriseret beton og fragmenteret stål

Q & A